Med CARE på en fødeklinik i det nordlige Ecuador, november 2015
Status 2015
Den nys overståede EU folkeafstemning om rets forbeholdene viste den for mig den lidt foruroligende kendsgerning, at jeg ved min stemmeafgivelse rent ud sagt har været et flokdyr, der har fulgt mønstret blandt jævnaldrende, gradvist omvendte og ret positive EU-tilhængere. Det var egentlig ikke afskaffelse af retsforbeholdet, vi tog stilling til. Snarere drejede det sig om en mere generel holdningstilkendegivelse. Klimaudviklingen, den finansielle krise i årene efter 2008, voksende internationale indkomstforskelle og en flygtningestrøm, der formentlig kun er begyndelsen til kommende års folkevandringer, kan ikke løses alene ved et samarbejde mellem nationalstater. Der skal et mere integreret og forpligtende, internationalt samarbejde til.
Den erkendelse er for mit vedkommende blevet stadig stærkere gennem min egen, meget begrænsede, medvirken i forskellige internationale sammenhænge, som i det forgangne år har ført mig til UK, Polen, Østrig, Ghana, Ecuador og USA. Det gælder først og fremmest arbejdet i CARE, hvor vi i den internationale paraplyorganisation CARE International nu er i gang med en vanskelig udvikling mod en mere gensidigt forpligtende struktur. Deltagelsen her i efteråret i to regionale OSCE (Organization for Security and Co-operation in Europe) konferencer (i Georgien og Tajikistan) om (den skrantende) pressefrihed bekræftede, hvor dårligt det står til i mange lande på dette område. Men en kombination af ydre pres og støtte fra internationale organisationer er formentlig det eneste håb om en forbedring. Helt uafhængigt af OSCE opgaven blev jeg i øvrigt bedt om at bidrage til en kommende bog om mediefrihed. Dejligt, og praktisk, når der pludselig sker den slags uventede opgave-overlapninger. På en helt anden front har jeg fortsat mit arbejde for Nordisk Ministerråd om et fælles nordisk videnscenter for kulturpolitik efter de i rapporteringen fra december 2014 foreslåede faser for implementeringen, se >> her. Hvad vi i Norden mangler af overstatslige strukturer, det har vi så meget desto mere i et kulturelt fællesskab, som netop er det, der mangler i andre regionale samarbejdsorganisationer.
Det første års arbejde i kulturministerens Public Service udvalg har været spændende. Opgaven med at opstille scenarier for fremtidens public service medier er noget af en udfordring, både intellektuelt og analytisk. Og så akkompagneres udvalget jo af dette efterårs voldsomme tæppebombardement af DR fra en tilsyneladende forenet gruppe af kritikere mens de mange, der har stor nytte af institutionen, skjuler sig i bombekraterne.
Skriveriet er der i årets løb blevet en del af, men tilgangen på publikationslisten (se >> her) rummer i år et par udgivelser, der er resultatet af tidligere års arbejder. Den akademiske pipeline er nogle gange meget lang!
På familiefronten blev min 70 års fødselsdag fejret af familie og venner på en så overvældende måde, at jeg ville ønske, at der var kortere mellem den slags runde dage. Med otte af ti børnebørn har vi været på fjeldvandring i Hemsedal i Norge og på Skåneleden. Og Mai og jeg satte trumf på med seks dages vandring i masser af sne henover Saltfjellet i Nordnorge. Bedre kan det ikke være.