Fra en færd ned ad Klarälven på en selvbygget tømmerflåde med en flok dejlige børnebørn
2021 STATUS
Året har i mangt og meget været en fortsættelse af mit aktive pensionistliv. Men med en afgørende undtagelse: Sagen om de forfærdelige krænkelserne mod pigerne i DR’s pigekor, hvis omfang og karakter blev blotlagt i medierne igennem forårsmånederne. I juni gav jeg på den baggrund korets piger en uforbeholden undskyldning for, at jeg ikke have gjort mere for at afdække og skride ind over for de krænkelser, som fandt sted i koret både før og under min tid i DR’s ledelse. Den gang fik vi kun kendskab til en enkelt krænkelsessag takket være en klage til mig over korets daværende leder. I mediernes dækning af denne sag her 25 år senere kom jeg noget selvforskyldt til at fremstå i et meget negativt lys, fordi min erindring på to punkter viste sig at være forkert. Men også fordi klagesagens behandling blev fremstillet som stærkt kritisabel.
Jeg tog fejl af tidspunktet for klagen og mente at huske, at dirigentens afgang fra DR i 2000 var en konsekvens af klagesagen. Det var forkert. Klagen blev indgivet og behandlet fire år tidligere (1996), hvor det ved DR’s nærmere undersøgelse viste sig, at den var berettiget. Dirigenten blev ikke afskediget men fik en ansættelsesretslig påtale. Det fik klageren at vide i et brev, hvoraf det også fremgik, at dirigenten ville give den krænkede pige en undskyldning. Sådan som sagen nu mange år efter foreligger oplyst, mener jeg, at den – bortset fra et par forkerte og meget beklagelige formuleringer i et forudgående brev fra mig til klageren – egentlig blev håndteret korrekt. Men det er bestemt ikke en vurdering, der deles af medierne i deres omtale af sagen. Det har ført til både direkte og indirekte henvendelser til mig fra mange, som kun kender sagen fra presseomtalen. Her udtrykker de enten bekymring og undren over min ageren i sagen, eller fordømmer min adfærd i så stærke vendinger, at det kalder på en nærmere forklaring.
Den findes efter alt at dømme i advokatundersøgelsen om krænkelserne i Pigekoret, hvoraf et resumé blev offentliggjort i november. I et særligt afsnit om den ledelsesmæssige håndtering af de 6-9 klager/henvendelser, der i alt er tale om, skriver advokaten bag undersøgelsen (side 32) at ”… det samlede billede (er), at … den ledelsesmæssige håndtering enten været utilstrækkelig eller ikke fuldt ud tilstrækkelig, dog med undtagelse af en enkelt sag, hvor der ikke har været noget at udsætte på den ledelsesmæssige håndtering” (min understregning). Om denne enestående undtagelse er klagesagen fra 1996, som jeg var involveret i, nævnes ikke eksplicit. Men sammenholdes den citerede tekst med andre steder i resuméet, hvor 1996-sagen omtales, fremstår dette med rimelig sikkerhed. En antagelse som ikke er blevet afkræftet ved min bisidders efterfølgende henvendelse til advokatfirmaet bag undersøgelsen. Men jeg vil gerne understrege, at denne belysning af den konkrete klagesags behandling i DR naturligvis ikke rokker ved berettigelsen af den overfor omtalte undskyldning, jeg i juni gav korets piger for det, de igennem mange år oplevede og var udsatte for. Omtalen af hele sagen og min andel i den her 25 år efter har for mig været lærerig. Både med hensyn til, hvor dybe spor man som leder mere eller mindre tankeløst kan komme til at sætte i andres liv, men også hvor svag og usikker en hukommelse, vi har. Selv i en snæver kreds af personer, der har været engageret i den samme sag, hersker der meget forskellige erindringer om den. En udfordring for både undersøgende advokater og gravende journalister.
Og så til noget af alt det andet, som jeg heldigvis også har været optaget af i mit fortsatte free-lance liv med bl.a. udrednings- og skrivearbejde. mødeaktiviteter og bestyrelsesposter, se >>her. Som for mange andre lagde corona pandemien også for mig stærke begrænsninger på aktiviteterne. I hvert fald på alt som forudsatte direkte, fysisk samvær. For det var en glædelig overraskelse, at onlinemøder over Zoom m.fl. faktisk i mange sammenhænge kunne fungere som en mødeplatform. Men på den baggrund har det også været rart at (gen-)opleve det fysiske samværs mange fordele.
Et område, der særlig har optaget mig, er forholdet mellem politik og forvaltning, som det har vist sig blandt andet i to helt aktuelle sager om “instruksen” og mink. Rigsrettens meget klare afgørelse i sagen mod Inger Støjberg kan få blivende betydning for de kommende års udvikling af en bedre indbyrdes rolleafgrænsning mellem ministre og embedsmænd. Det er et tema, jeg i mere end ti år har beskæftiget mig med i meget af det, jeg har skrevet (se>> her) og en række foredrag. I de seneste par år har jeg inden for rammerne af ’FORUM for offentlig styring og ledelse’ (se >> her) været med til at udrede og belyse denne problemstilling gennem en række fortrolige interviews og rundbordssamtaler samt åbne debatmøder med aktører på Slotsholmen. I 2021 inddrog vi også mediernes rolle i “Bermudatrekanten” med politik og forvaltning. Det er et projekt, vi fortsætter med ind i det nye år parallelt med igangsætningen af Folketingets nye magtudredning.
Familielivet blev også ramt af coronasituationen. I første halvdel af året flyttede vi socialt samvær ud i haven med åben ild og varmelampe. Vi kom på opdagelse af nye, spændende dele af det østlige Sjælland gennem utallige vandreture. Men to planlagte fjeldvandringer i Norge med de ti børnebørn måtte vi opgive. I stedet blev det til vandre- og kanoture med de seks mindste med fast base i Åhus i Østskåne. Med de fire største (13-17 år) tog vi på tømmerflåde nedad Klarälven i Värmland, der blev mere udfordrende end, det ser ud til på billedet herover. Mai og jeg har under alle de tidligere års fjeldture med børnebørn mødt en vis respekt for, at vi tog børnene med i fjeldet og under så strabadserende forhold kunne holde styr på dem. I år var det på tømmerflådeturen nærmest lige omvendt. ”Hvor fint, at I sådan har børn, der kan hjælpe jer to gamle op af lænestolene og ud i det fri og passe så godt på jer”, sagde folk, vi mødte. Faktisk har vi aldrig lagt skjul på, at det lige netop var den langsigtede plan. Når vores ben og rygge ikke længere kan klare de tunge rygsække, så har/får vi brug for yngre kræfter til at tage sig af os. Den tid nærmer sig jo for alle i vores alder.