Fra en af de første aftener i det nye hus. Det var stadig en byggeplads, hvor varmen ikke fungerede og det kneb med lampelyset. Men stemningen var helt i top.
Status 2024
Nu fylder jeg snart firs. Det oplever jeg som en mere markant aldringsmarkør end de forudgående såkaldte skarpe hjørner med runde alderstal. Men når jeg (gen-)læser de seneste års tekst til statusrubrikken her på websiden, er det som om jeg allerede for flere år siden begyndte at tage bestik af situationen og forberede landingen. Flyvehøjden er blevet reduceret, jeg har gradvist sat farten ned, spændt sikkerhedsselen og har sænket landingshjulene.
2024 var ingen undtagelse. Mai (min kone) og jeg flyttede for et par måneder siden til et hus, der er meget mindre end det, vi efter 38 år har forladt. Mere sigende er det, at vi er begyndt at relativere den tidsmæssige horisont for diverse problemer og trusler. De potentielle katestrofer, der ikke materialisere sig inden for de nærmeste tyve år, tar’ vi for let og kan kun mobilisere bekymringerne ved at tænke på den verden, vi efterlader til vores 10 børnebørn.
Det er også slående at se, hvordan indholdet af disse årlige statussider i de senere år er blevet omprioriteret. Tidligere begyndte opslaget med en lang opremsning af de mange forskellige opgaver jeg havde haft gennem årets løb. Ganske sikkert for at overbevise mig selv og vise andre, hvor udadvendt travlt jeg havde. Hverdagen og familien blev kort nævnt til sidst. Jeg synes stadig, jeg har svært ved at få tiden til at slå til. Men det må være fordi jeg er blevet mere grundig - eller bare langsommere.
Det gælder f.eks. arbejdet med et bidrag til en engelsk håndbog om public service medier, som jeg i sidste års status nævnte afslutningsvist. Efter et alt for langt tilløb, hvor jeg har ledt efter det, arkitekter kalder ”hovedgrebet” på kapitlet, har jeg opdaget og begynder så småt at forstå nogle interessante sammenhænge mellem på den ene side borgernes medieforbrug og frihedsgraden i deres valgmuligheder og på den anden mediernes metoder til kurateringsmæssigt at påvirke – eller lige frem styre – hvad der bliver læst, lyttet til og set på. Tænk at jeg har været så længe om at se og fatte det. Men nu er jeg i gang med skrivningen og skal aflevere “first draft” til redaktøren i begyndelsen af det nye år.